<iframe src="https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-MJ45R64" height="0" width="0" style="display:none;visibility:hidden">
Picture8-1

Share this article on

Klimaforandringer: En ofte overset risiko for virksomheder

Du er tilgivet, hvis klimaforandringer ikke er det første du tænker på, når du hører ordet kreditrisiko. Men klimaforandringer har allerede fået en børsnoteret virksomhed til at dreje nøglen om og vil i fremtiden kun komme til at få større betydning, når der skal foretages kreditvurderinger.

 

Stigende vandstand, altfortærende skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Vi kender efterhånden alle til de direkte konsekvenser af den globale opvarmning, men mange er først nu ved at opdage, hvordan forandringerne i klimaet kan påvirke måden de driver virksomhed på.

Vi har talt med Torsten Hasforth, der er seniorøkonom i Danmarks grønne tænketank CONCITO. Han mener, at mange virksomheder har haft en tendens til at fokusere på, hvad de kan gøre for at minimere CO2-udledninger og ikke i samme grad har forholdt sig til de risici, der følger med klimaforandringerne.

”For virksomheder er det nemmere at installere varmepumper, gennemgå hvordan man sourcer råmaterialer eller købe elbiler, end det er at vurdere hvilken risiko klimaforandringerne vil medføre. Det er svært at sætte fingeren på, hvordan man vil blive ramt og derfor har mange nok ofte overset risikodelen.”

Få fisk i havet

To af de brancher, der vil se de største forandringer, er fødevarer og landbrug. Når man dyrker afgrøder, er det i en høj grad klimaet, der bestemmer udbyttet. Slår høsten fejl, stiger priserne. Som svinebonde er man afhængig af sojabaseret foder og dermed også meget direkte påvirket af klimaforandringerne.

Men det er ikke kun på landet, klimaforandringerne kan true virksomheder. I 2016 gik verdens dengang 12. største fiskerivirksomhed, Pacific Andes, konkurs på baggrund af høj gæld og temperaturstigninger i havene.

I 2016 var det Hong Kong baserede firma Pacific Andes en global virksomhed med underafdelinger flere steder i verden. Alligevel var en ekstremt dårlig sæson ud for den sydamerikanske kyst nok til at slå benene væk under selskabet.

Diversificering er ikke altid nok

Ironisk nok var det et forsøg på at diversificere forretningen, der endte med at vælte Pacific Andes. I 90’erne solgte de primært hvidfisk og opkøbte derfor et stort selskab med kvoter på dybhavsfisk ud for den peruvianske kyst.

Pacific Andes havde dog ikke taget med i beregningerne, hvor stor en betydning et varmere klima ville have for fangsten. I havet ud for Peru betød temperaturstigninger, at fiskene søgte andre steder hen, kvoterne blev sat ned og Pacific Andes mistede en stor del af deres indtjening.

Den manglende indtjening gjorde det svært for Pacific Andes at leve op til de aftaler, de havde med deres kunder og banker. De fik gradvist ringere lånerammer, mistede salg og i sidste ende måtte de gå i betalingsstandsning. Et par graders stigning i havtemperaturen ud for Peru endte på den måde med at bringe en af verdens største fiskeproducenter i knæ.

Kædereaktioner

Men klimaforandringer skal ikke overses som en risikofaktor, for det er ikke kun de brancher, der direkte bliver påvirket af klimaet, som kommer til at opleve konsekvenser af den globale opvarmning. CONCITOs senior økonom Torsten Hasforth tror, at nogle af de virksomheder, der ikke er direkte påvirket af forandringerne, vil blive overrasket over, hvor hurtigt de kan opleve afledte effekter.

”Både klimaforandringer og grøn omstilling vil ikke bare påvirke landbrug, fiskeri, den fossile branche og automekanikere, det vil også ramme en række sektorer, der servicerer dem og leverer varer til dem.”

Torsten mener, at omstillingen til at kunne imødekomme klimaforandringer med alt fra regnvandssikring til nye konsorter vil ske meget hurtigere, end vi har set tidligere og at det derfor kan komme til at ramme underleverandører, der ikke er forberedt på udviklingen.

”Hos mange virksomheder kunne man med fordel lave en risikoafdækning for at vurdere, hvor man er om 2, 3 og 5 år, hvilke produkter man forventer vil blive efterspurgt og hvordan ens kunder vil blive ramt af klimaforandringer, gerne helt ud i 3. led. Det mener jeg er rettidig omhu.”

 

Share this article on

Read more