Kreditstyring, Risk Underwriting
Sådan påvirker det amerikanske valg danske virksomheder
nov. 1, 2024
Både Trump og Harris vil føre en protektionistisk handelspolitik, men der kan alligevel være en væsentlig forskel på, hvilke lande, der vinder eller taber mest, når USA får en ny præsident.
Siden Trumps indledte handelskrigen med Kina i juni 2018, har verdenshandlen tilpasset sig. Biden stoppede nemlig ikke handelskrigen, men førte den i en høj grad videre. Derfor er Kinas andel af importerede varer i USA faldet fra 22% til 14%, mens andelen af importen fra Mexico, EU, Syd- og Sydøstasien er vokset.
Da Biden kom til magten, byggede han videre på Trumps politik ved at tilføre et fokus på teknologi, sikkerhed og USA’s konkurrenceevne inden for den grønne omstilling.
Den amerikanske handelspolitik påvirker hele verden, og selvom begge kandidater vil holde fast i protektionismen, tyder alt på at Trump vil indføre større afgifter og ramme varer fra flere markeder end Harris.
En af de største forskelle på Trumps handelspolitik og den som Biden har ført og Harris forventes at videreføre er, at de gerne vil øge handlen med dem, de opfatter som venligtsindede nationer eller nationer med samme ideologiske fundament som USA, altså såkaldt ”friendshoring” eller ”nearshoring”.
EU vokser med Harris, Syd- og Sydøstasien med Trump
Demokraternes mere begrænsede udgave af protektionismen betyder, at Kina og Mexico højst sandsynligt vil klare sig økonomisk bedre under Harris end Trump.
Hvis Trump vinder og gennemfører meget hårde toldsatser mod Kina, kan det derimod vise sig at være en fordel for Syd- og Sydøstasien, der kan levere nogle af de varer USA fortsat efterspørger fra Asien.
I EU er forskellen relativt beskeden, men Atradius vurderer alligevel, at Harris’ mindre restriktive handelspolitik, vil betyde en BNP-vækst på tværs af unionen, der er 0,4% større end hvis Trump kommer til magten.
Kina står klart til at tabe mest under Trump, og vores beregninger viser, at en forværret handelskrig med Trump kan barbere 1,5% af landets BNP i 2028, sammenlignet med en verden, hvor Harris vinder præsidentvalget.
Større usikkerhed og flere muligheder
Ifølge Jesper Daugaard Faurby, adm. direktør i Atradius Danmark, er reaktionerne på eventuelle nye protektionistiske tiltag rundt om i verden enormt vigtige at holde øje med. Det kan nemlig fjerne forretningsgrundlaget for virksomheder, når der kommer nye toldsatser og restriktioner.
“Et godt eksempel er Sydafrika, der har været et stabilt marked med få konkurser i mange år. De fik en regering, der fra den ene dag til den anden valgte at øge en straftold på kylling fra 37 til 62%. Det betød, at vi pludselig begyndte at se konkurser på virksomheder, der eller var bundsolide ind til tolden blev indført.”
På den måde øger handelskonflikter risikoen for konkurser. Men ifølge Jesper Daugaard Faurby, skal man ikke gå for meget i defensiven, for når verdenshandlen er under forandring, vil der nemlig opstå nye muligheder på nye markeder.
“Når USA lukker sig mere om sig selv, kommer der et tomrum som danske virksomheder kan forsøge at udnytte. I en usikker verden vinder de omstillingsparate og dygtige, og derfor er det vigtigt at man træffer de rette beslutninger baseret på et solidt datagrundlag.”
nov. 1, 2024
okt. 21, 2024
Abonner på Executive Brief og bliv klogere på international handel og kreditstyring