Blog

Tyskland er truet på konkurrenceevnen – se hvad det betyder for din risiko

Skrevet af Lasse Henriksen | dec. 4, 2023

Tyskland har pludselig fået svært ved at konkurrere globalt, og flere kommentatorer snakker åbent om afindustrialisering. Men står det virkelig så slemt til, og hvad betyder det for handelsrisici i landet? Det svarer vores tyske ekspert Reinhard Grawe på i denne artikel. 

Det sidste halve år har de negative historier om tysk økonomi stået i kø. Tyskland er blevet udfordret fra flere sider på samme tid. Landet er svært afhængigt af energi og råvareimport i en tid med høje priser, geopolitiske spændinger og en global økonomisk usikkerhed har sat en dæmper på eksporten i en meget eksportafhængig økonomi. Samtidig bliver tyskernes hæderkronede bilindustri udfordret fra både USA og Kina i omstillingen til elbiler. 

Udviklingen kan læses i flere af de nøgletal, der indikerer hvordan det går med konkurrencedygtigheden. Ifølge OECD’s beregninger er det i 2023 kun Argentina, der vil have en værre BNP-udvikling end Tyskland. Samtidig faldt de direkte udenlandske investeringer i Tyskland med 50% i 2022, eksporten til Kina er faldet med 7,5% siden 2018 og 60% af tyske virksomheder forventede ifølge en nylig rundspørge at deres eksport ville være mindre i 2023 sammenlignet med 2022. 

Ifølge vores tyske ekspert og underwriter, Reinhard Grawe, er der trods den udfordrede konkurrenceevne endnu ikke tegn på afindustrialisering. 

“Vores internationale konkurrenceevne er i øjeblikket i fare og under pres.  
Det er ret klart, at vi har en masse udfordringer og arbejde at gøre. På den anden side ser vi stadig ikke en tendens til en decideret afindustrialisering i Tyskland. Industriproduktionens andel af BNP har gennem en årrække ligget relativt stabilt på omkring 20%.” 

 

De mest udfordrede brancher 
Kemiindustriens udvikling er ofte en indikator for andre industrier, og German Chemicals Association forventer, at industriens omsætningen vil falde med omkring 14%. Ifølge Reinhard Grawe er dette en klar advarsel for andre industrier. 

Bilindustrien står over for en enorm omstilling til elmotorer og har lidt under problemer med forsyningskæderne som følge af COVID nedlukningerne. I mellemtiden stiger efterspørgslen, samtidig med at der på et globalt plan er en svag økonomi og efterspørgsel.  
I de første 9 måneder af 2023 har der været en produktionsstigning på 22% ift. 2022, men det ligger stadig 13% bag niveauet i 2019. Så sektoren er i forbedring, men på et lavt niveau. 

Byggesektoren er også vigtigt at holde godt øje med. Her står virksomheder over for høje renter, høje materialeomkostninger og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på underbrancher.  
De virksomheder, der beskæftiger sig med infrastruktur og industri, klarer sig eksempelvis relativt godt. Det er primært virksomheder, der opfører boligbyggerier som er i problemer og i H1 2023 så et fald i ordrer på 30%.  
Fra et risikoperspektiv kan 2024 derfor blive et udfordrende år, selvom sektoren for boligbyggerier på sigt, har potentiale for at klare sig godt grundet stor efterspørgsel. 

Retailvirksomheder er i aktuel og akut risiko grundet høj inflation, lav forbrugertillid og omstillingen til e-handel. I 2023 har der ind til videre været et fald på 4% og e-handlen, der efter at have set tocifret vækst i flere år, er stoppet med at vokse. Atradius har set en markant stigning i konkurser inden for denne sektor. 

Maskinindustrien er især ramt af den svage, globale økonomi og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Der har været et fald i ordrer på 12% fra maj til juli i år. Vi forventer at produktionen falder med 2% i både 2023 og 2024. Men virksomhederne udnytter relativt meget af deres kapacitet (89%), hvilket sætter dem i en god position, og Reinhard Grawe er derfor ikke så bekymret for konkurser i branchen og forventer, at den vil fortsætte en relativt stabil udvikling. 

 

Flere og større konkurser 

Efter finanskrisen var der et støt fald i antallet af konkurser i Tyskland, som varede frem til COVID-pandemien, hvor konkursantallet faldt meget skarpt på grund af statsstøtte. Fra 2022 begyndte konkursantallet begyndt at stige igen og de seneste måneder er tempoet taget til. Senest steg antallet af konkurser i oktober med 22,4% sammenlignet med samme måned sidste år. 

I H1 2023 gik 8400 virksomheder konkurs i Tyskland, det er en stigning på 16% sammenlignet med H1 2022. Tilsammen har konkurserne har skabt skadeskrav på 13 milliarder EUR, hvilket er en stigning på 33% ift. 2022. Det betyder, at konkurserne er blevet større i 2023, da skadernes samlede værdi er vokset hurtigere end konkurstallet. 

“I juni måned steg antallet af konkurser til et niveau, der er højere end det var inden COVID-pandemien. Vi ser i 2023 fortsat en relativ skarp stigning i antallet af konkurser, særligt inden for mode og retail,” siger Reinhard Grawe og tilføjer at niveauet endnu ikke bør ses som noget katastrofalt, men snarere en tilbagevenden til normalen før COVID.