I en tid, hvor det er blevet sværere at spå om fremtiden, vil vi i Atradius gerne give vores bud på 4 finansielle trends, der kommer til at fylde i 2024.
Efter en årrække med flere store geopolitiske konflikter, handelskrige og teknologiske nybrud kan det virke overmodigt at spå om det kommende år. Men usikkerheden i sig selv vil have en række naturlige konsekvenser for, hvordan man driver virksomhed i 2024, og dem kan man tage højde for.
Derfor har vi talt med Atradius Danmarks adm. direktør, Jesper Daugaard Faurby om, hvilke finansielle trends, du bør være opmærksom på som beslutningstager i en virksomhed.
Kamp om kredittider
I 2023 har vi i Atradius set helt store virksomheder være udfordret på arbejdskapitalen. I den forbindelse er flere også blevet opmærksomme på, at man kan bruge kredit som omkostningsfri finansiering.
Vi har i det forgangne år allerede set virksomheder forsøge at få længere kredittider fra leverandører og forventer kun at tendensen vil blive mere udtalt i 2024.
Typisk er det de store virksomheder, der er i stand til at lægge pres på mindre leverandører, og der bliver ofte forhandlet 30 dages ekstra kredit.
Fleksible virksomheder vinder
Med en stigende geopolitisk uro, herunder handelskrige, har vi igen i 2023 set, hvor sårbare nogle af verdens essentielle forsyningslinjer kan være. For eksempel har vi set, hvordan lande med kort varsel har gennemført protektionistiske initiativer.
De virksomheder, der er i stand til at omstille sig, foretage ændringer i værdikæden, hurtigt finde nye samarbejdspartnere eller markeder at afsætte deres varer til, vil have en klar konkurrencemæssig fordel.
Forhøjet konkursniveau er en ny normal
På flere europæiske markeder har vi set antallet af konkurser stige til det højeste niveau siden finanskrisen. I 2024 forventer vi i Atradius, at konkurserne på de fleste store markeder vil stabilisere sig på et højt niveau.
Man skal med andre ord fortsat være opmærksom på, at der det kommende år kan komme flere tab, end man har været vant til.
Dette stiller krav til en robust kreditstyring, og det er vigtigt både at være grundig og proaktiv i sin kreditstyring, hvis man vil undgå tab.
Du kan læse mere om de største risikofaktorer her: Her er de største risici ved handel i 2024
Bankerne bliver mindre gavmilde
Det sidste år tid er bankerne gradvist blevet mere tilbageholdne med at låne penge ud, og vi har i Atradius set en tendens til, at de forsigtigt har trukket sig fra virksomheder med en svag performance.
2024 vil højst sandsynligt byde på endnu flere restriktioner og banker, der bliver endnu mere selektive med deres udlån.
Når du skal vurdere en kundes kreditværdighed, er det derfor kun blevet vigtigere at sikre, at de kan finansiere deres gæld og undersøge i hvilken grad deres bank fortsat er villig til at finansiere deres forretning.